Knabstrupperhistorie:
Meddeelte af
Proprietær W. Luun, til Lautrupgaard
(Afskrift fra
"Tidsskrift for Veterienáirer" ca
1855)
____________________________
med tilladelse affotograferet i det Kgl. Bibliotek, Kjøbenhavn., og renskrevet i originalsprog af Lis Diemer.
Da Hestene af Knabstrup-Racen i de senere Aar og i Særdeleshed under
Krigen i Årene 1848, 49 og 50 ere blevne mere bekjendte og søgte
formedelst deres mange gode Egenskaber, saa haaber jeg, at det ikke
vil være uden Interesse for Publicum, naar denne Hesteraces Herkomst
nu blev gjort nærmere bekjendt.
Uagtet Knabstrupper Hestene forekommer meget forskjellige Baade i
Henseende til Formen som ogsaa i Farven, saa tør man dog vel betegne
Individerne heraf som hørende til en særskildt Race, da en
deel af disse Hestes Egenskaber vise sig temmelige constante.
Hestene af Knabstrup-Racen have derhos et saa eiendommeligt Præg, at
de Mænd, som ere nøie kjendte med Racen, med temmelig Sikkerhed af
det ydre Præg kunne bestemme, om en Hest afstammer fra denne Race,
uagtet den ikke har Racens almindelige Særkjende i Øjne eller Farve.
Jeg maa ved denne Leilighed henvise til constituerede Landstutmester
Hr. Dr. G. C. Withs Rapport om det Kongelige Landstutterie og
Hesteavlens Tilstand m.m. i Danmark for aaret 1851 (udkomme 1852)
hvori han for Holbek Amts Vedkommende Raader til "Afbenyttelse
af derværende Hingste, som staae i nærmere eller fjernere Slægtskab
med den saakaldte Knabstrup-Race, hvis Origin endnu ikke er
tilstrækkelig oplyst, men som antages at hidrøre fra engelsk Blod;
denne er imidlertid i Tidens Løb bleven en Slags Race, hvilken det
ikke kan medføre uovervindelige Hindringer lidt efter lidt at
meddele en constant Beskaffenhed. Mod at afbenytte Heste af
Knabstrup-Racen til Avl, kan det indvendes, de ere tilbøielige til
at give et spættet Afkom - hverken den ægte tigrede eller brogede
Farve -; men de ere i Besiddelse af saa mange andre Dyder, saavel
med Hensyn til deres meget forædlede Præg, som Øvrige gode
Beskaffenhed, at de Paagjeldende ikke alene selv kunne bruge dem med
Fordeel, men ved given Leilighed let kunne sælge dem paa en
fordeelagtig Maade." Den Indvending, som den constituerede
Landstutmester her fremføre mod Hestene af Knabstrup-Racen, at de
ere tilbøielige til at give et spettet Afkom, har ogsaa
tidligere ved de i sin Tid afholdte Stutteribesigtielser været
anført imod dem: hvilket dengang havde til Følge, at man søgte at
faae Hestene mere eensfarvede og desaarsag indblandede fremmed Blod,
og udvalgte Individer til Avl, som kun havde det Fortrin, at de var
e mere eensfarvede, imedens at andre gode Egenskaber tilsidesattes;
dette vilde upaatvivleligen have havt hele Racens Forfald til Følge,
dersom der ikke heldigviis var beholdt nogle enkelte Individer af
ublandet Race, og man var kommet til den Erkjendelse, at ved Løddets
Forandring forringedes i Reglen Racens øvrige Eiendommeligheder. -
Den constituerede Landstutmesters Anke imod disse Hestes Lød
vil nu ikke have saadant til Følge; thi, afseet fra at tet spættede
Lød for Tiden endog synes at være i Mode, saa ere
Knabstrupper-Hestene nu saa anerkjendte for deres Udholdenhed, at,
selv naar Moden muligen slaar om, ville Hestene dog staae høit i
Handel og Vandel Formedelst deres mange gode Egenskaber. Som et
Exempel paa hvad Priis der sættes paa Knabstrupper-Hestene, maa jeg
anføre, at et Hingsteføl efter Frode af en Landhoppe, 1/2 Aar
gammelt og temmelig lille, sidste Efterår er betalt med 100
Rigsdaler af en Godseier i Fyen,
Det er vistnok meget rosende at sige om en Hest, at den er en
Mikkeler (det vil sige en Efterkommer af Hingsten Mikkel); men, da
dette Prædikat tillægges næsten enhver Hest, som har et spettet
Skind, og som staaer i et maaskee meget fjernt Slægtskab med en
Hingst af Knabstrup-Racen, saa vil det just ikke være et absolut
Beviis for at det er en god Hest. Da Heste med en Lød som
Knabstrupperne synes at være i Mode, saa er mangen En meget
tilbøielige til at ansee enhver spettet Hest for en god Hest; og det
er desværre at befrygte, at denne Mode vil virke skadeligt paa den
anseelse, som Racen nu for Tiden staaer i, da mangen en Liebehaver
betaler Skindet med høi Priis i stedet for Hesten; og, naar han
senere føler sig skuffet, kaster han med Urette Skylden paa Racen.
Ligesaa lidet som de mange Fuldblods-Hingste, som for nogle Aar
siden blev indført her i Landet, formaaede at give et udmærket Afkom
med smaae, spattede, kroghasede Bønderhopper, saaledes kunne
Hingstene af Knabstrup-Racen heller ikke meddele Afkommet alle deres
Fortrin, om dette end faaer Farven, naar der ikke sørges for, at kun
gode passende Hopper føres til samme. Når der nu spørges: hvilke ere
da de gode Egenskaber hos Hestene af denne Race? da maa jeg anføre
en velsluttet Krop, med temmelig flade, tørre, stærke og velstillede
Been, som giver Hestene Kraft, Udholdenhed og et temmelig let løb;
desuden en bred Bringe, et dybt Bryst og godt hvælvede Ribbeen samt
et godt Aandedræt; dernæst ere de nøisomme i Henseende til Fodret,
ere trivvvelige, taaler Kulde og Anstrengelser i den Grad, at
de ikke uden Grund kunne kaldes seige, ere fyrrige og bliver i
Reglen meget gamle. Deres Orienterings-Sands, Sted- og vei-Kendskab
som ogsaa Kjærlighed til Hjemmet troer jeg er større end hos Heste
af de fleste andre Racer; det er let at anføre Exembler paa,
hvorledes Heste, bortredne fra Knabstrup, have søgt den første
bedste Leilighed til at vende hjem, ikke langs ad den ordinaire Vei,
paa hvilke de ere ført bort, men over Grøfter og gjerde i mere lige
Linie til Hjemmet, ja selv over Aamosen.
Deres fyrrige Temperamment gaaer ikke sjelden over til Særhed og
Stedighed, naar de ikke i Tide behandles paa en fornuftig Maade; det
er saaledes en bekjendt Sag, Knabstrupper-Hestene ugjerne gaae til
et Sted , hvor de veed, at de kun bliver slet fodrede og passede; og
,naar de atter skulle bort fra et saadant Sted, ere de meget
utilbøielige til at staa roligt for Døren. Ere de brugte som
Arbejdsdyr, ville mange af dem ikke gaae F.eks. for Vienervogn eller
nær til nogen Trappe; og der lever endnu paa Knabstrup en gammel
Hoppe, som kun vil trække i Seletøi af Hvid-Læder.
Uagtet Disse Heste meget silde opnaae deres fulde Udvikling, saa
vise de dog i en yngre Alder megen Kraft, og det er derfor
tilraadeligt allerede tidlig at vende dem til al Slags Arbeide, da
de i modsat Fald ere meget vanskelige at dressere.
Huden paa Knabstrupper-Hestene er i Reglen meget fiin og disse
desaarsag ømfindtlige for Striglen. Glands i Haarende have de i en
ualmindelig høi Grad; thi, hvad enten Hesten er guul, rød eller
bruun, saa kunne Haarene paa velholdte Heste spille i Regnbuens
Farver, naar Lyset eller Solskindet falder rigtig derpaa, ligesom på
en Due-Hals. Dette som har givet Anledning til at den saa temmelig
hyppigt forekommende Farve, som Tydskerne benævne Zobelfuchs, her
kaldes grøn, finder dog i Almindelighed meest sted om Sommeren,
hvorimod Hestene om vinteren blive meget mere riig paa Haar og disse
gjerne noget krøllede især paa Benene.
Hvad nu selve Farven angaaer, da er denne som oftest eiendommelig,
gjerne spettet, ikke alene hvide pletter paa mørk Grund, men ogsaa
mørke, baade sorte, brune eller røde, Pletter paa lys Grund; disse
fremkomme altid i størst Mængde paa Lænden, men findes dog ogsaa
udbredte paa den øvrige Krop.
Føllene fødes i Reglen ensfarvede, naar undtages de Aftegninger, som
ogsaa ere almindelige hos Heste af andre Racer saasom Sokker, Blis
Stjerne eller Snip o.s.v., og de hvide Pletter kommer som oftest
først frem i 3die eller 4de Aar- Dersom derimod et Føl allerede fra
Fødselen af er plettet, da er det Hvide altid meest fremherskende
paa Lænden; Hvilket spøgefuldt kaldes, at Føllet allerede har sin
Kammerherre-Nøgle. - Efter det fyldte 4de Aar har Hesten gjerne den
Farve, som den faaer; den kan vel med Alderen blive noget lysere
Skimmel, men bliver dog aldrig reen hvid,Saaledes som Tilfældet er
med mange graaskimlede Heste.
Hestene af ægte Knabstrup Race skulle ligesom Menneskene have Øiet
hvidt omkring Pupillen; og Huden paa de Dele af kroppen, som ei ere
bedækkede med Haar, som f. Ex. om Øiet , men især paa Mulen, under
Halen og paa Kjønsdelende, skal ogsaa være spettet; hvilket viser
sig hos det 1/2 Aar gamle Føl og antages gjerne som Tegn paa at
Hesten som voxen vil blive spettet. Det er i øvrigt meget vanskeligt
ja næsten umuligt bestemt at angive, hvad Farve et Patteføl vil faae
som voxen Hest; thi ikke sjeldent fødes dette Rødt, lysebruunt eller
sorteblakket og bliver senere F.eks. guulskimlet. Løddet er i øvrigt
aldeles uberegneligt, da der ofte falder reenfarvede Føl efter
affarvede Forældre og omvendt
Kuller Krybbebiden eller Vindslugen ere Feil, som ere aldeles
ukjendte iblandt ægte Knabstrupper-Heste, ligesom Arrighed til at
bide og slaae er en stor Sjeldenhed hos dem; hvorimod de dog ofte
forekomme med Rottehale, Glasøine eller noget afskydende Kryds,
hvilke Feil dog efterhaanden maatte kunne ændres, naar der ved
Tillægningen tages tilbørlig Hensyn hertil.
Hestene af Knabstrup-Racen kunne anvendes baade som Rideheste for
Herrer og Cavallerister, og som Kjøreheste, saavel Karetheste, som
Post- og Arbejdsheste; hvilket Fortrin ingensomhelst anden forædlet
Race i den Grad er i Besiddelse af. Mangen en Reisende vil mueligen
endnu kunne erindre en bruuespettet Vallak der i en 14 á 16 Aar gik
som Posthest i Roeskilde. For andre er det velbekjendt, at en
graaskimlet Knabstrup-Hoppe, tilhørende Hr. Proprietair Jørgensen
til Cathrinedahl, overgik dengang alle andre af Egnens Heste i Trav;
men, uagtet disse tvende Individer vistnok have præsteret mere end
Almindeligt, så findes der dog ingen Optegnelser herom; hvorimod det
er meget heldigt, at Knabstrupper Heste ogsaa have forsøgt sig paa
Væddeløbs-Banen. En sort Hoppe, født på Knabstrup i Aaret 1830 efter
Flæbehingsten og af en bruun Hoppe, solgt til Hr. Kammeraad Madsen
paa Trollesminde, vandt i et Gentleman-løb paa Slagelse Bane i Aaret
1835 250 Rigsdaler; Distancen var 3000 Alen (Heats) og Hoppen, som
concurrerede med flere Blodheste, tiltrak sig den tilstedeværende
Hertug af Augustenborgs særdeles Opmærksomhed. Senere løb den paa
Kjøbenhavns Bane, men vandt ikke formedelst et indtruffen Uheld.
Hingsten Mikkel efter Flæbehingsten af en jydsk forædlet Hoppe, født
1818 og tilhørende Hr. Probrietair Madsen til Arnakkegaard, vandt
paa Slagelse Bane, uagtet den var kommen hertil for Vogn og havde
tilbagelagt de 6 miil hjemmefra i en temmelig forceret Kjørsel, og i
hele denne Periode af sommeren kun blev fodret med grøn Vikkehavre,
med lethed i et Trav Gentleman Løb 20 flasker Champagne, idet den
concurrerede med den dengang mest bekjendte Traver fra Kjøbenhavn. I
sit 16de Aar concurrerede Mikkel med en Hoppe i et Trav-Løb, og var
i de 4 første Løb Seirer, men blev i 5te reden imod en Knold, saa at
den blev øm i venstre Bov, og kunne desaarsag i 6te og sidste Løb
ikke vedblive at være den Første. Dette er den eneste Gang, at nogen
Hest har vunden Prisen for Mikkel i Trav, såvel naar den blev reder,
som naar den var for vogn.
Efter saaledes at have viist det Charakteristiske ved Hestene af
Knabstrup Racen maa jeg omtale deres Afstamning, idet jeg gaar
tilbage til det forrige aarhundrede, hvori min Fader blev Landmand
og af Lyst og Tilbøjelighed begyndte at tillægge Heste. Den typus
han især yndede var den Frederiksborgske, og han erhvervede sig
snart Tillægsdyr af denne stamme, hvortil han havde saa meget
lettere Leilighed, som det dengang bestaaende fortrinlige
Løvenborgske Stutterie, der var en Sidegreen af det Frederiksborgske,
laae ham kun 1/2 miil fjernet. - I Aaret 1798 kjøbte min Fader ved
en Auction i Ridehuset tvende fra Kongens Stald udsatte Hopper,
nemlig en rød med lang Stjerne og en sort, begge tillagte paa
Frederiksborg; disse bleve bedækkede af en gul Hingst med hvid Manke
og Hale, som dengang var Stodhingst paa Løvenborg men tidligere
kjøbt fra Frederiksborg; derfra kommer den gule Lød, som bestandig
gjør sig gjeldende i Knabstrup Racen, tillige fremmet derved, at min
Fader altid fortrinsviis yndede affarvede Heste. Ved ovennævnte
Hopper blev tillagt Afkom, hvis ydre Præg var fiint og ædelt, med
runde velsluttede Former, smukt dannet Hoved og Hals, tørre og
velstillede Been, men Individerne vare smaae; naar min Fader senere
kjøbte Hopper til Tillæg, saa var hans Formaal stedse at finde
saadanne, der saa meget mueligt lignede hans Stamme, saa at han
altsaa ikke ved Krydsning søgte at skabe noget Nyt, men ved Parring
at vedligeholde og forædle den Typus, han havde valgt. Ved indkjøb
tog han dog ikke alene Hensyn til Hestens Ydre, men han søgte gjerne
at erhverve sig Hopper, der ved anstrengt Brug og strenge Herrer
havde viist hvad de kunne udholde, og han har imellem casserede
Ride- og Kjøre-Heste fundet Tillægsdyr af stor værdi.
Saaledes havde min Fader allerede dannet sig en temmelig eensartet
Haste-Familie, da han i 1812 kjøbte en Hoppe af Slagter Flæbe i
Holbek, der, uagtet den ikke i ydre Form aldeles svarede til de
andre Heste, men mere lignede en engelsk Jagthest, dog blev
tilbørligen vurderet for dens næsten mageløse Udholdenhed. Den blev
efter den forrige Eier kaldet Flæbehoppen, var ædel og smuk,
Zobelfuchs med hvid Manke og Hale, stærkt stikkelhaaret med smaae
hvide runde Pletter hist og her paa Kroppen meest paa Lænden, hvor
der dog ogsaa fandtes nogle bruunrøde Pletter, og var af Slagteren
kjøbt af Adjudanten ved en spansk Infanterie Bataillon, der blev
taget til fange ved Roeskilde. Denne Hoppe, som var noksom bekjendt
blandt Slagtere og Prangere fra Kjøbenhavn paa den Tid, og som for
Eenspændervogn har maattet præstere, hvad der vilde kunne trodse al
Væddeløb, blev Stammoder til den spettede Knabstrupper Hest.
Det er nu efter saa mange Aars Forløb umueligt at paavise denne
Hoppes Herkomst; den kunde være af spansk Blod; det er i al Fald
intet Beviis herimod, naar man gjør den indvending, at Spanierne
rede udelukkende paa Hingste, at de trende Cavallerie-Regimenter:
Willavisosa o.s.v.; som bleve tagne til Fange i Fyen og udskibede i
Nyeborg, kun havde Hingste; thi ligesaa gjerne som Chefen for det
Infanterie-Regiment i Roeskilde selv kunde kjøre i en Phaeton
trukken af 4 Muuldyr, ligesaa kunde hans Adjudant ride paa en Hoppe
af spansk Race. Flæbehoppen kunde gjerne være fra Meklenborg, hvor
Spanierne opholdt dem i løngere Tid, inden de kom ind i Danmark; ja
den kan ogsaa, hvad der vistnok er det Rigtigste, være af engelsk
Blod, da den var af en ædel og constant Race, hvilket viser sig i
dens Afkom, som endnu u 4de og 5te Led bevarer det Eiendommelige i
Farven.
Hr. Stockfleth, constitueret Dyrlæge ved Veterinair-Skolen i Kjøbenhavn, omtaler i sin Beretning om sin Reise, at mange af de Hingste, som bruges til Fragtheste i Wien, ere af Pinzgauer-Race fra Salzburg, bruune eller bruuntigrede, omtrent som vore Mikkeler, med stærkt dobbelt afskydende Kryds. - Ved en Reise, som jeg foretog mig afvigte Sommer iblandt andre Steder ogsaa i det Østerrigske, traf jeg mange Steder spettede Heste, som havde megen Lighed med Hestene af Knabstrup-Racen, ikke alene i Farven paa Kroppen men som ogsaa havde det Spettede paa Snuude, Kjønsdele o.s.v. og det Hvide i Øiet; da de fleste af disse dog vare meget større end vore Heste, saa er det indlysende, at de ikke kunne være førte dertil herfra, men maae være af en særegen Race, som findes der.
Nu
er du halvvejs, vil du til toppen igen?
Da jeg reiste fra Salzburg fik jeg netop en saadan rødspettet Hoppe
for Vognen, og paa min Forespørgsel til Postkarlen, hvor saadanne
Heste blev tillagte, opgav han det ei saa fjernt liggende Bjergland
Kærnthen, som deres Fødested, og jeg maa desaarsag antage, at
Wienerne snarere faae deres spettede Heste fra Markederne ved
Salzburg, hvortil de blive førte fra Kærnthen, end fra selve
Omegnen. Dersom disse Heste mueligen i Begyndelsen af dette
Aarhundrede have existeret der som en egen Race, saa kunde
Flæbehoppen jo gerne antages at nedstamme herfra og at være kommen i
Spaniernes Hænder paa Veien og at have fulgt med dem ind i Danmark.
Imod denne Mening taler dog Flæbehoppens ædle Form; thi naar
Pinzgauerne for circa 45 Aar siden bestode der som en ædel Race, at
Flæbehoppen ublandet kunde gaae ud derfra, saa er der ikke
tilstrækkelig Grund til at antage, at disse Heste, levende i et
temmelig isoleret Bjergland, skulde gaae saa meget over i en anden
Form, at de nu ere meest skikkede til Arbeids- og Fragt-Heste.
Folkeminingen har tidligere stemplet Flæbehoppen som udgået fra en
forædlet engelsk Hesterace, og denne maae vi altsaa beholde, indtil
der mueligen kunde erholdes andre Oplysninger.
Flæbehoppen blev i Aaret 1812 bedækket af en 4-aarig guul Hingst,
efter Bæveren i Frederiksborg Stutterie af en Löwenborger Hoppe, og
fik derefter et Hingsteføl, som, da det blev voxent, efter
Tjenestefolkenes Mening dengang havde over 20 Farver; den var nemlig
lys Zobelfuchs med hvid Manke og Hale og med hvide, bruune og sorte
Pletter omtrent saa store som Hasselnødder over hele Kroppen.
Foruden altsaa at denne Hingst, kaldet Flæbehingsten, besad et
elegant og sjældent Lød, havde den en udmærket Ryg og Kryds, en
temmelig lang Hale, som ikke en gang, da den blev ældre, tog til i
Førelse, et lille tørt og fiint Hoved,som altid holdtes lodret, med
store klare, livlige Øjne og velstillede fine Øren, en let men
kraftfuld Bevægelse og etlivligt men føjeligt Temperament. Indtil
sit 14de Aar blev den alene brugt som Ridehest og Beskeler, og først
da den i denne Alder skulde vendes til at trække, blev den
ondskabsfuld imod andre Heste, og døde 21 Aar gammel efter at være
sygnet hen paa Grund af en Tandfistel. - Flæbehingsten stod i mere
end almindelig Anseelse hos Omegnens Heste-Opdrættere og blev stærkt
søgt, hvisaarsag den ogsaa blev Fader til et meget talrigt spettet
Afkom.
Foruden denne Hingst havde Flæbehoppen senere tvende Føl, nemlig en
rødblisset Hingst, som døde 1 Aar gammel; og ved Cimber et
rødskimlet Hoppeføl født 1819. - DenneCimber-Hoppe, som efter
Moderen fik Navnet Flæben (Nr. 2) havde først 2de Føl, der vare
Krøblinge og blev ihjelslaaede; og derpaa 2de bruunskimlede og et
bruunt Føl, som alle bleve solgte i en ung Alder; den ene af de
første var den førhen omtalte Posthest i Roeskilde; og endeligen
fødte den i Aaret 1836 ved den gamle gule Knabstrupper-Hingst et
rødskimlet Hoppeføl, der ogsaa fik Navnet af Flæben (Nr. 3), lever
endnu paa Dorthealyst og er Moder til Stodhingsten Thor. Ligesom
denne Hoppes Afkom atter har faaet Flæbe-Navnet, saaledes haaber jeg
ogsaa, at dette, ihvor lidet smukt det end klinger, vil gaae igjen,
saa længe Knabstrup Hestetillæg bestaaer.
Den ovenomtalte Cimber, en rødblisset, lidt stikkelhaaret, forædlet
jydsk Hingst, saavidt vides fra et Stutterie paa Steensballegaard,
var indbrændt som Præmie-Hingst men ikke saa smuk som Flæbehingsten.
Dens Afkom udmærkede sig ved ualmindelig Styrke, og om tvende af
dens Børn, et Par Heelsøskende, de saakaldte Møllerheste, er det
endnu ikke forglemt, at de ene to ofte have maattet trække en
Mølle-Axe hjem fra Skoven, som 6 Heste, uvante til at trække sammen,
ikke vilde bevæge sig fra Stedet. Den ene af disse tvende Sødskende
var en rød Hoppe og Moder til den i Stutteriet værende 18aarige
Hoppe, Rebekka.
Iblandt Flæbehingstens mange værdige Sønner er neppe nogen saa
prøvet og saa bekjendt, som den tidligere som udmærket Traver
omtalte Mikkel, tilhørende Hr. Proprietair Madsen til Arnakkegaard.
Den blev født 1818 af en rødblisset stikkelhaaret Hoppe, tillagt hos
en Præst i Jylland men af forædlet Race med lang skarpkammet Hals,
fiin Manke, lige Kryds og bekjendt i Jylland for udmærket Traver.
Mikkel selv var rødtigret med guulspillende Glands om Sommeren,
meget mørkere paa Benene, men forresten uden Aftegneng, 10 Qvarteer
2 Tommer høi, (Redaktørens bem:
162,23 cm, idet 1 Qvarter = 1/4 alen = 15,7 cm, og 1 gammel dansk
tomme er 2,614 cm.) af ædel og smuk
Skabning, og kom aldrig til at synke i Ryggen, uagtet den var
Beskeler, Ridehest for en temmelig svær Mand, og Kjørehest fra sit
3die til sit 24de Aar. Ligesom den kun ved et Uheld eengang er
overgaaet i Trav, uagtet prøvet mange Gange, saaledes var ogsaa dens
Skridt hurtigt og let; den var meget frugtbar og selv i sit 25de Aar,
hvori den blev dræbt om Efteraaret, bleve adskillige Hopper drægtige
ved den. En 22aarig Hoppe, Datter af gamle Mikkel, som næsten har
kunnet følge Faderen i Trav for Vogn, lever endnu paa Arnakkegaard.
Det er naturligviis formedelst denne Hingsts mere bekjendte
udmærkede Egenskaber, at alle spettede Heste af Mange kaldes
Mikkeler; men, ligesom dette Prædicat kun bør tillægges alle ægte
Decendenter af ovennævnte Hingst, saaledes maa jeg ogsaa til
Opklaring udhæve, at Knabstrupper Heste og Mikkeler ere een Slægt;
og, at ligesom Mikkels Fader var en Knabstrupper, saaledes derivere
atter en Deel af de nuværende Knabstrupper igjen fra Mikkel, idet
dens Søn, en Zobelfuchs Hingst af en Landhoppe, født 1840 og kaldet
unge Mikkel eller oftere den Grønne, er Fader til Thoe, for Tiden
Stodhingst paa Knabstrup, og til nogle af de i Stutteriet værende
Moderhopper. Unge Mikkel, som ikke var ret stor, men havde en smuk
sluttet Krop og god Bevægelse, blev tilligemed en anden Hingst af
samme Farve og Race senere solgt til Engelland, hvorfra dens
Oldemoder sandsynligviis er kommen.
Flæbehingsten havde med en kobberrød Knabstrupper Hoppe med hvid
Manke og Hals, falden efter en Frederiksborger Hingst, et
guulskimlet Hingsteføl, født 1828, der i 20 Aar var Beskeler paa
Knabstrup og først blev aflivet for 2 Aar siden. Denne Hingst,
kaldet den gamle Gule, om hvem den afdøde Hestehandler Formann
erklærede, at den havde den smukkeste og solideste Kropsbygning, som
han havde seet paa nogen dansk Hest, var 10 Qvarteer 4 Tommer høi,
og udmærkede sig ved overordentlig Styrke. Da den ikke blev brugt
som Kjørehest og sjældent til at ride paa, men for det meste kun som
Arbeidshest i Saatiden, blev dens Gang som ældre noget ømmende paa
Forbenene, formodentlig meest hidrørende fra Mangel paa
tilstrækkelig Bevægelse i den største Tid af Aaret. Den var Fader
til Frode, født 1847 af en jydsk Hoppe, og til Flæben (Nr. 3)
som endnu lever, ligesom ogsaa til en stor Deel af de i Stutteriet
værende Moderhopper og Arbeidsheste paa Knabstrup.
Knabstrupper Hestene, som tidligere under deres Opvæxt fik en
Behandling, der vedligeholdt mange af deres gode Egenskaber, men
ogsaa gjorde dem vanskeligere at tæmme, ere ganske vist gaaede
tilbage i Henseende til deres tidligere ædle og smukke Form. Føllene
fik Lov til at patte Mødrene i det mindste i 6 Maaneder, og gik om
Vinteren løse i temmelig kolde Aflukker, 3 á 4 eller flere Stykker i
hvert, og sjeldent bleve de bundne førend de vare 3 Aar gamle. Om
Sommeren gik de som Plage i Skoven, efter endt Høehøst på Engene, om
Efteraaret igjen paa Markerne og i Skovene, og sjeldent holdtes de
paa Stald i mere end 4 høist 5 Maaneder af Aaret. I denne Tid bleve
de dagligen slupne ud om Morgenen for at drikke og ikke jagede ind
igjen førend de selv atter meldte dem ved Døren. Det var et skjønt
Syn at se 12 á 16 Plage af alle Farver tumle sig om paa Markerne,
naar disse f. Ex. vare belagte med nyfalden Snee. Først om
Efteraaret, efter at de havde fyldt deres fjerde Aar, kom de i Selen
og maatte trække lidt Plov eller Harve. Fyrrighed, Udholdenhed,
Haardførhed og Nøjsomhed var en naturlig Følge af den Maade at
opdrætte dem paa; men, ligesom de meget ædle Former naturligviis
maatte gaae tilgrunde derved, saaledes troer jeg ogsaa, at Knabstrup
Enge i Mørke Sogn, der især om Efteraaret ere saa meget nærende, og
for Heste kunne sammenlignes med Marskgræsning, ere meest skikkede
til derpaa at opdrætte Heste, som mere skulle udmærke sig ved
Muskelkraft og Styrke, end ved Hurtighed og Elegance. Paa den anden
Side er Knabstrups Agerjord af høi tør Beskaffenhed og meget cuperet,
saa at der ikke er nogen Grund til Frygt for at Heste, tillagte her,
i de følgende Generationer skulle udarte til en sløv, dorsk Stamme.
For at opdrætte udmærkede udholdende Heste, vil der for tiden mangle
os en god Kraftprøve, til at udpege de Individer, som udmærke sig
ved Muskelkraft, Hurtighed eller godt Aandedræt. Hr. Stockfleth
beretter om Hestehandelen ved Paris: "Forinden Handel om en
Kjørehest afsluttes, prøver man dens Kraft; den spændes for en
Karre, hvis Hjul ere fastbundne; 3, 6 á 8 Mand sætte sig op paa
Vognen, nogle staae i de fastbundne Hjul, og med denne Byrde maa
Hesten gaae op af en Bakke, hvis brolægning er meget knudret og
ujevn. Jo raskere den gaaer op og jo længere Vei den tilbagelægger
uden at hvile, jo stærkere antages Hesten at være. Svage Heste kunne
kun trække et Par Mennesker og maae ved hvert andet eller tredie
Skridt hville for at tage aande; denne Prøve er simpel, men meget
praktisk."
Ogsaa den constituerede Landstutmester Hr. Dr. G. C. With anfører i
sin Rapport for 1853, at det vil være i vor Hesteavls interesse, at
Væddeløb igjen kaldes til Live, men de maae indrettes saaledes, at
derved befordres Productionen af saadanne Heste, som forene en stærk
og feilfrie Form med Hurtighed og Udholdenhed, og at de navnligen
kunde vække og vedligeholde Opdrætternes Interesse. I denne
Henseende er jeg for en Deel enig med den ærede Landstutmester; thi,
for at udfinde en rigtig god Traver, en meer end almindelig
udholdende Hoppe, tjenlig til Avl, er man for Tiden kun henviist til
at søge en saadan iblandt de Individer, som i flere Aar har tjent
Hestehandlere eller Opkjøbere som Kjøre-Heste; men som oftest vil
det være meget vanskeligt at faae en saadan, i Reglen gammel Hoppe
med Føl, og dette vil fødes lille formedelst Moderens i
Almindelighed meget medtagne Tilstand, vil voxe langsomt og maaskee
selv blive utriveligt og mindre smukt som voxen Hest.
At vække og vedligeholde Opdrætternes Interesse for Væddeløb vil her
i Landet vistnok have sine Vanskeligheder; Folk, som lægge Heste til
her, faae Afsky for at frembringe Individer, der i Form tildeels
bære Væddeløbernes Præg; hvilke Heste, forsaavidt som de ere
tjenlige til Herre-Rideheste, vel kunne afsættes til temmelig høie
Priser; men som ogsaa synke saa meget desto lavere i Værd, naar de
ere behæftede med saadanne Feil, at dette ikke kan blive Tilfældet;
og de ville derefter kun komme i Hænderne paa de allerdaarligste
Hesteholdere. At der maatte kunne opstilles en Kraftprøve i
Væddekjørsel, idet een eller to Heste, som forspændte en Vogn eller
Karre med et passende Læs paa, i Trav maatte tilbagelægge en given
Vejlængde, det antager jeg for sikkert, men henstiller det iøvrigt
til Kyndiges Bedømmelse, vel vidende, at et saadant i sin Tid, om
end ei længe, fandt Sted ved Viborg. Men at saadan en Væddekjørsel
ikke kan finde Sted alene paa Egnen imellem Kolding og Veile (vide
Rapporten for 1853 Pag..21), men meget mere maa bringes istand paa
Sjelland, i Fyen og Jylland, det vil være indlysende alene af den
Grund, at meget Faa ville bringe deres Heste saa langt bort, Heste,
som i Reglen maae gjøre meget Arbeide hjemme.
Det Formaal, man nu stræber efter ved Heste-Opdrættet paa Knabstrup, er først og fremmest at vedligeholde den nu mere en 50aarige Hestefamilie i sin Constanthed og Ægthed, men ved Siden deraf tillige at forædle denne Stamme ved passende Parring, såvidt det kan skee, uden at tabe eller opgive nogle af de Egenskaber, som hidtil have udmærket den, og gjort den tjenlig til saa mangesidig Brug: navnlig Kraft forenet med Lethed, Haardførhed og Nøisomhed, saavel som Trivelighed, høi Levealder og Livlighed. For nogle Aar siden blev Knabstrupper Blodet noget fornyet, idet der som Beskeler blev anvendt en rødskimlet Hingst efter en Bæverhingst af en Knabstrupper Hoppe; men, da denne for 3 Aar siden solgtes til Hr. Proprietair Weinschenk til Gunnerupgaard i Jylland, har der i Stutteriet kun været afbenyttet Hingstene Thor og Frode, of af disse, fornemligen den første, som den stærkeste og mest ægte Knabstrupper, da moderen til Frode var en jydsk Landhoppe.
Forsaavidt der nu kunde næres Ønske om igjen at
fornye Blodet med en Hingst andetstedsfra, da kan jeg ikke undlade,
som meest passende dertil for Øieblikket efter min Mening at raade
til Brugen af "Frederiksborg" efter Zampa af Sabina. Foruden at
denne Hingst i sig forener det fyrrige og udholdende Zampa Blod med
det af den ældre Frederiksborger Race, og altsaa staaer i vist
Slægtskabsforhold til Knabstrupperne, saa besidder den ogsaa et
skjønt Ydre og et godt Temperament og er nu i den kraftige Alder af
6 Aar. Det maa derfor saa meget mere beklages, at den ikke i dette
Aar er opstaldet i Frederiksborg, hvorfra det mueligen kunde have
været tilladt at erholde den udstationeret f. Ex. i en Maaneds Tid
til Brug i Knabstrup Stutteriet, nærmest for de Hopper, som ere i
nært Slægtsskab med Thor og Frode.
Ved Brugen af Hingsten Frederiksborg til at fornye nogle af de i
Tidens Løb aftagne ædle Egenskaber hos Knabstrupper Hestene vil man
i ethvert Tilfælde have det forud, at der ikke gøres noget Spring
ved Krydsning, men maa have den største Sandsynlighed for et heldigt
udfald. At en heldig Fornyelse af Blodet ogsaa maatte kundne finde
Sted ved som Beskeler at afbenytte Hingste, faldne efter Djalma af
stærkt byggede Knabstrupper Hopper, er udenfor al Tvivl, men denne
Krydsning gaar længere ind i Fremtiden. En Fornyelse i Almindelighed
af Blodet ved Fuldblod kunde let have til Følge, at man til en svær
Krop fik svage Forbeen, det forekommer mig derfor meest
hensigtsmæssigt at parre Hopper af Knabstrup-Racen med godt Halvblod
af den ældre Frederiksborger-Race, som med Skjønhed forener Styrke,
naar en Fornyelse af Blodet maatte ønskes.
Forinden jeg nu gaaer over til at anføre Stutteriets Styrke paa Knabstrup, vil jeg anføre de Hingste af Racen, som i de sidste 3 Aar ere indbrændte som Stutteridygtige.